Ungdomssejlere på prøve …
Espergærde Sejlklub har i maj og juni måned 20 unge sejlere på prøve i vore optimistjoller. Fordelt på to hold mandag og onsdag afprøver de over 6 uger, om optimistsejlads er en kommende fritidsinteresse. I givet fald fortsætter de som medlemmer og deltagere i vor ungdomsjolleordning efter sommerferien.
Sejlklubben havde planlagt at starte et enkelt hold med 10 deltagere op i maj, men der var meget større efterspørgsel, og heldigvis lykkedes det at skaffe ekstra trænere, så vi kunne starte yderligere et hold op.
Forventningerne var store hos børn og deres forældre, da der mandag den 12. maj og onsdag den 14. maj var kick-off. På forhånd havde alle fået at vide, at man ikke skulle regne med at komme på vandet den første gang, men begge dage var vinden passende rolig, men alligevel tilstrækkelig til, at børnene kunne komme på vandet. Alle klarede turen ind og ud af havnen og de første sejladser i fin stil og fint humør – trods regnvejr om mandagen.
Mandagsholdet i et af de lyse øjeblikke
Onsdagsholdet var mere heldige med skydækket …
Med de to prøvehold mandag og onsdag og de fortsættende sejlere tirsdag og torsdag har sejlklubben nu ungdomstræning 4 aftener om ugen, og bestyrelsen glæder sig meget over det store aktivitetsniveau.